Et pilotprojekt, der undersøger om vi med et designspil, der har fokus på udnyttelse af restemad, kan bidrage med løsninger på klodens klimaudfordringer, ved at supplere undervisningen i folkeskolen med designmetoder, der kan fremarbejde ungdommens idéer og kreative tiltag for en mere bæredygtig fremtid.

Vi fik støtte af Statens Kunstfond og Norlys til at kunne komme i gang med pilotprojektet FRA REST TIL RET. Det gik ud på at udvikle et designspil, der tager udgangspunkt i rester fra tre aftensmåltider og spillerne kan vælge en af seks karakterer, der ved hjælp af hver deres tilberedningsmetode kan lave alle rester om til en lækker ny ret.




Designspillet afprøver på forskellige måder hvordan man kan udnytte hverdagens rester på en inspirerende og velsmagende måde. Spillet blev afprøvet af to femteklasser fra Fourfeldtskolen Bohr i Esbjerg til en spilworkshop og en efterfølgende madlavningsworkshop i samarbejde med Alex Strunck fra Rybners kokkeskole, hvor eleverne skulle tilberede én af retterne fra spillet.



