Design af aktivitetsrum til babyer og småbørn i Øbro-Hallen. Den første offentlige indendørs svømmehal i Danmark. Konceptet er udviklet med produktionsdesigner Käthe Stougaard Kofoed Espersen og interiøret i samarbejde med rum- og møbeldesigner Mette Karina Johansen.
Rummet er designet til at blive brugt på forskellige måder til at stimulere babyer og småbørn. Der blev lagt vægt på følgende:
grovmotoriske færdigheder; finmotorik; balance; Sprog; rytme; afslapning og efterligning.
Vi ville forbinde det eksotiske fra et andet kontinent til rummet i Øbro-Hallen. I Amazonas leves livet den ene halvdel af året i vand og den anden halvdel på land. Dette gav os mulighed for at inkludere både hav- og landdyr. På den måde kan læring foregå på begge niveauer, og svømmehalselementet bliver en naturlig del af historien.
Ved at forbinde alle de fysiske elementer med en fortælling, placeres rummets træk i en kontekst, der både inspirerer til fokuseret læring og til nye innovative kompositioner. Til dette har vi lavet en historie, der skal binde de forskellige dele sammen og puste liv i både selve rummet og læringsudstyret.
HISTORIEN:
En gruppe dyr fra Amazonas jungle har besluttet at tage til byen for at lære alle de færdigheder, som folk besidder. De letter i en luftballon og lander på toppen af Øbro-Hallen. Her finder de et rum, de kan bo i, mens de øver sig i de ting, de hver især gerne vil lære. Det er meget forskellige dyr, men i byen skal man leve med mange forskellige typer individer.
Bulldogflagermusen Viggo var rigtig god til at fiske og kunne også svømme, hvis det skulle være. Han elskede at fortælle gode fiskeskrøner, men når der var så mange, som holder øje med én hele tiden var det svært at krydre historierne, så de blev rigtig gode. Bare han kunne rejse væk i et stykke tid og komme tilbage med nogle rigtig vilde historier.
Tukanen Berte kunne ikke flyve særlig langt af gangen fordi hun var lidt stor i det . Så var det godt, at hun var så god til at hoppe rundt fra træ til træ, for at få fat i de mest modne frugter. Men det var også lidt trættende i længden og hun var jo skabt til at flyve. Måske ville yoga hjælpe på at forene de evner, hun selv tænkte, at hun besad.
Den lyserøde ara Max havde en fjerdragt i virkelig flotte farver, der var bare det problem, at alle hans naboer så lige så strålende ud. Og han ville gerne være den mest farverige, så alle rigtig kunne lægge mærke til ham.
Edderkoppeaben Eddie klatrede i træerne som en sand mester, ikke mindst på grund af hans lange gribehale. Der måtte være andre ting at klatre på end træer. Tænk hvis han også kunne erobre de store firkantede bygninger, bare de ikke var for glatte.
Jaguaren Mette og Panteren Walter dansede hele tiden, de blev bare så opslugte af det at de hele tiden væltede over alt muligt i den tætte jungle. Det værste var, når de faldt i floden, for det var rigtig svært at komme op igen med dansesko på. De kunne godt bruge et rigtigt dansegulv – og noget musik!
Dovendyret Flora var ikke som de andre dovendyr i junglen. Hun ville så gerne kunne svømme, men hun kendte ikke nogen, der ville lære hende det og det virkede lidt farligt, bare sådan at hoppe i, som Kaj-Mand havde foreslået det.
Tapiren Geo elskede musik, men i junglen var der kun sten og grene at spille med. Og skildpadderne sad ikke stille længe nok til, at han kunne lave en ordenlig trommesolo. Han kunne heller ikke rigtig bygge sig et instrument, med de hårde klove, han havde. Bare han kunne få fat i en rigtig tromme.
Kapivaren Emma sad altid og nørklede med forskellige ting, mens de andre flodsvin græssede eller var nede og gå på bunden af floden. Man kan så mange forskellige ting med de her fingre, tænkte hun.
Kaimanen Alfred der bare blev kaldt for Kaj-Mand, havde sådan nogle små korte ben. Han var kun god til at svømme, men i vandet brugte han egentlig kun halen. Nu ville han gerne prøve at være hurtig på land og måske en cykel ville være det helt rigtige for ham. Junglen var bare ikke det bedste sted at øve sig på at cykle.
Piratfiskene Otto, Pelle og Sofie var nogle værre banditter, de susede altid afsted på opdagelse rundt i hele junglen. Det bedste var regntiden, hvor de kunne komme rundt over det hele. Men de følte, at de havde set det hele og var klar på nye eventyr.
De gulplettede amazonskildpadder, Familien Langdahl ville bare flade ud og blive varmet godt op af solen hele dagen, hvis de kunne. Men det var godt nok irriterende, at have alle de sommerfugle sværmende om øjnene. Bare de kunne finde et sted, hvor de kunne være i fred.
Jungleillustrationen fortsætter inde i lokalet, hvor man kan se dyrene lige før luftballonen lander for at tage dem væk.
